Åb. 17,12.
Magt i en enkelt time!
Her i dette vers får vi en meget interessant oplysning.
De ti horn er ti konger. I Daniel 7,24 får vi et fingerpeg om dette.
Dan 7,24 De ti horn betyder, at fra dette kongerige skal
fremstå ti konger. Efter dem skal der fremstå en anden, der
er forskellig fra de tidligere, og han skal bringe tre konger til fald.
Dette er de eneste to steder, (Dan 7,24 og Åb 17,12)
hvor der er tale om ti konger, måske er det ikke så underligt,
de har jo ingen magt. Det forklarer hvorfor de alle andre steder omtales
som de ti horn!
Dan 7,7 og 20 og 24; Åb 12,3 og 13,1 og 17,3 og
17,7; og nu her i vers 12.
En anden meget væsentlig ting er at selv i den ene
enkelte time, hvor de får magt, har de den ikke alene, men sammen
med dyret.
Den magt disse ti konger får er kun en symbolsk
magt og består sandsynligvis blot i at de skal, bemærk skal,
de har nemlig ikke nogen mulighed for at sige nej, men skal sammen med
dyret under dragens – Satans ledelse underskrive dødsdekretet over
de der endnu ikke har taget dyrets mærke og som endnu ikke har bøjet
sig i tilbedelse af dyret og dragen.
Den smertelige og kvalfulde tid, som venter os, vil kræve
en tro, som kan udholde træthed og sult, det må være
en tro der kan holde selv om den prøves til det yderste. Nådetiden
er givet, for at vi kan berede os til trængselstiden. Jakob sejrede,
fordi han var udholdende og beslutsom. Hans sejr er et bevis på den
kraft, som findes i vedholdende bøn. Alle de, der holder fast ved
Guds løfter, således som Jakob gjorde, og er lige så
oprigtige og udholdende som han, vil sejre, som han sejrede. De, der ikke
vil være selvfornægtende, ydmyge sig over for Gud og bede længe
og inderligt om hans velsignelse, vil ikke få den. Kun de færreste
ved, hvad det vil sige at kæmpe med Gud. Kun få har følt
sjælen hige efter Gud med en længsel og en kraft, som er lige
ved at sprænge dem. Når bølger af fortvivlelse, som
intet sprog kan beskrive, kommer ind over den bedende, så er det
kun de færreste, der med en urokket tro klamrer sig til Guds løfter.
De, der kun øver lidt tro nu, løber en meget
stor risiko for at falde for Satans bedrag og det dekret, som bliver udstedt
for at tvinge samvittigheden. Og selv om de består prøven,
vil angsten og fortvivlelsen blive større for dem i trængselstiden,
fordi de aldrig har vænnet sig til at sætte deres lid til Gud.
Den erfaringsmæssige tro, som de har forsømt at tilegne sig,
vil de blive tvunget til at erhverve sig under de vanskeligste forhold.
Det er nu, vi bør lære Gud at kende ved at
stole på hans løfter. Engle optegner alle de bønner,
som er ærlige og oprigtige. Vi bør hellere give afkald på
selviske glæder end forsømme at have samfund med Gud. Hvis
vi har hans velbehag, er selv den største fattigdom og den største
selvfornægtelse bedre end rigdom, ære, bekvemmelighed og venskab
uden Guds billigelse. Vi bør give os tid til at bede. Hvis vi tillader
vore tanker at være optaget af verdslige interesser, giver Gud os
muligvis tid ved at berøve os vore afguder af guld, af huse, eller
af frugtbar jord.
Det dekret, som bliver udstedt mod Guds folk i den nærmeste
fremtid, er på flere måder lig det, som Ahasverus udstedte
mod jøderne på Esthers tid. Det persiske dekret udgik fra
striden mellem Haman og Mordokaj. Ikke at Mordokaj havde gjort noget ondt
mod Haman, men han havde afvist at smigre hans forfængelighed ved
at falde på knæ for ham, som kun skal gøres overfor
Gud. Kongens afgørelse mod jøderne blev sikret under falske
forudsætninger. Satan æggede til dette skema for at rense jorden
for de, der bevarede kendskabet til den sande Gud. Men hans plan blev ødelagt
af en modstand, der hersker blandt menneskenes børn. Engle med stor
magt blev sendt til beskyttelse af Guds folk, og deres modstanders planer
blev sendt over deres egne hoveder.
|